23948sdkhjf

Boliger skal redde gamle centre

Et nyt pres på boligmarkedet kan sikre en fornyelse af de gamle bycentre, som kæmper med tomme butikslokaler og færre kunder. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

To af dem ligger i Humlebæk og Nivå, og begge steder presser investorerne på for at få lov til at forny centret og øge andelen af boliger. Gevinsten ved at bygge boliger kan finansiere en byfornyelse, der ellers vil være urentabel for investorerne.

- Det er en fornuftig strategi, og tendensen er generel. De gamle bycentre i hovedstadsområdet ligger typisk centralt og tæt på stationerne, og hvis man øger andelen af boliger, giver det også ekstra købekraft for butikkerne i centret, vurderer Ellen Højgaard Jensen, der er direktør for Dansk Byplanlaboratorium.

Hun understreger, at centrene samtidig vil forandre sig og få en mindre andel af udvalgsvarer som tøj og sko. Netop derfor er de nye ejere af Humlebæk Centret slet ikke bekymrede for planerne om et nyt stort center ved Kokkedal, hvor der måske gives lov til op mod 20.000 kvadratmeter med udvalgsvarer i kombination med en biograf og salg af pladskrævende varer.

- Det er slet ikke den type varer, der skal sælges i Humlebæk Centret. Butikkerne vil være dagligvarer, fitness, en Matas, et apotek, og vi har også en butik med sportstøj, men flere bliver det næppe, fordi vi ved, at folk kører til større centre for at handle udvalgsvarer, siger Lars Tregart, direktør i TT Partners til Frederiksborg Amts Avis

Humlebæk Centret ligger 11 kilometer fra området ved Cirkelhuset, hvor investorer håber at få lov til at bygge et større center på kanten mellem Hørsholm og Kokkedal. De tidlige analyser viser, at et kæmpecenter på 45.000 kvadratmeter på Cirkelhusgrunden vil øge omsætningen i Hørsholm og Fredensborg Kommuner med 570 millioner kroner. Det dækker dog over, at Hørsholms bymidte vil tabe 100 millioner kroner i omsætning, og det vækker politisk bekymring i Hørsholm Kommune.

- Vi skal ikke ud og konkurrere med et nyt storcenter, og derfor er jeg umiddelbart afvisende over for butikker, medmindre vores eget handelsliv i Hørsholm siger noget andet, siger Morten Slotved, borgmester i Hørsholm Kommune.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084